Forfatter skal genoplive 60’ernes Køge

Den kommende bog skal fortælle om almindelige menneskers oplevelse af Køge i perioden 1958 til 1973. Det bliver historien om økonomisk opsving, store forandringer i familielivet, samt opbrud og vækst frem til oliekrisen. Men det bliver i høj grad også beretningen om, hvordan det var at være barn og ung dengang.

Projektdeltagere

Arbejdsgruppen bestående af (fra venstre) forfatteren Claus Buttenschøn, konsulent Karin Larsen, arkivleder Birte Brock, bibliotekschef Jytte Dahl, bibliotekar Britta Overgaard Jensen, museumsinspektør Inge Christiansen og bibliotekar Jacob Kobbernagel. Lærer Claus Mechlenborg er fraværende på billedet.

’Hit med Historien’ er et unikt tilbud i Køge. Projektet præsenterer Køge bys historie fortalt for børn, som bringer lokalhistorien tæt på dagligdagen i den by vi kender. Bogserien giver samtidig voksne læsere muligheder for at mindes eller få repeteret byens historiske perioder.

Forfatteren til det 7. bind i serien er nu fundet. Det bliver Claus Buttenschøn, der er en erfaren kapacitet på området. Dels er han manden bag Hit med Historiens bog om Køge i perioden 1700-1850 og dels har han fulgt folkeskolens udvikling og behov tæt bl.a. som fagkonsulent for faget historie i Undervisningsministeriet, som skolechef i Greve Kommune, og i 2006 som deltager i kanonudvalget faget historie. Claus Buttenschøn har desuden været forfatter på mere end 50 udgivelser fra emnehæfter til større lærebogssystemer inden for historie og samfundsfag.

Den kommende bog kommer til at handle om tiden, hvor Køge fik forstæder. Ellemarken blev opført fra 1962-1969 og det nærliggende parcelhuskvarter omkring Humlevej, Bukkavej m.v., blev opført i 1967.

Boliger var dog ikke nok, der kom børnehave, vuggestue, fritidshjem og gymnasium til samt butikker – blandt andet Wika. Det var også i disse år at Køge fik sin første sportshal.

Frem til 60’erne opdrages børn med traditionelle kønsroller, men så sker der noget, som på kort tid forandrer kernefamilielivet. Hippiekulturen og protestbevægelser blomstrer op og kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet.

Også til dette bind i Hit med Historien bliver tilknyttet børnekonsulenter. Det bliver en 7. klasse fra Hastrupskolen, som skal bidrage med input og kritik til forfatteren, mens de selv arbejder med perioden.

Bogen forventes at udkomme i juni 2015, så klassen kan følge processen helt frem til reception for udgivelsen.

Hit med Historien støttes af Køge Kommune samt private fonde og drives af en arbejdsgruppe, som repræsenterer Museum Sydøstdanmark, Køge Arkiverne, KøgeBibliotekerne, Hastrupskolen og suppleres af en frivillig konsulent.