Søkortsdirektøren Jens Sørensen

Jens Sørensen

Jens Sørensen kom fra den gamle danske provins Blekinge. Han var søn af en købmand, der drev sin forretning fra byen Sølvesborg. Blekinge var i 1658 blevet svensk efter Freden i Roskilde. Den svenske konge forbød dog snart købmændene her at drive udenrigshandel, og så måtte Jens Sørensen se sig om efter et nyt hjem. Det blev Kristianstad, men opholdet her varede ikke længe. I 1675 angreb Christian den 5. Sverige. Nu var tiden inde til at gøre regnskabet op og tvinge de gamle danske provinser Skåne, Halland og Blekinge hjem til Danmark.
Krigen kom også til Kristianstad. Nu besluttede Jens Sørensen at flytte familie og købmandsforretning til Danmark. Her havnede han i Køge, hvor han købte en gård tæt ved torvet, hvorfra han kunne drive sin købmandsforretning. Det var i 1678.

Dårlige søkort

Det var dog ikke som købmand, at Jens Sørensen skulle blive kendt. Men det var hans erfaringer fra sine rejser med sit skib, der ledte ham ind på en ny levevej. Der var i 1600-tallet nemlig stor mangel på søkort. De søkort, der fandtes, var som regel hollandske og af dårlig kvalitet. De var med andre ord ikke meget værd, når man var ude at sejle i ukendte farvande.
Det ville Jens Sørensen gerne lave om på. Det var dog ikke kort, han i første omgang skulle gøre sig kendt på, men som spion. Jens Sørensen var en glimrende observatør, og han tegnede og nedskrev alt, hvad han så, når han i forbindelse med handel lagde til i fremmede havne. Specielt de svenske havne blev nøje observeret, og alle beretningerne blev sendt til den danske konge, der var ganske godt tilfreds med Jens Sørensen.
Det samme var datidens store danske søhelt, Niels Juel. Niels Juel havde gjort sig berømt for en stor sejr i søslaget i Køge Bugt i 1677, hvor han havde besejret svenskerne. Det slag vender vi tilbage til. Men Niels Juel mente, ligesom Jens Sørensen, at der var brug for nogle ordentlige kort, og så længe Niels Juel levede, støttede han Jens Sørensen.

Søkortdirektør

Kongen og Niels Juel var faktisk så tilfredse, at da Jens Sørensen i 1689 foreslog kongen at lave nogle ordentlige søkort, som de danske handels- og krigsskibe kunne bruge, og vedlagde et par prøve på sin kunnen, fik han opgaven. Men ikke nok med det. Kongen udnævnte Jens Sørensen til søkortsdirektør og lovede at betale Jens’ udgifter i forbindelse med korttegningen.
Jens Sørensen var klar til at gå i gang. Men modsat, hvad man måske skulle tro, så startede Jens Sørensen på land. For at lave nøjagtige søkort er det nemlig nødvendigt også at kende målene på landjorden. Det gik Jens Sørensen nu i gang med, og snart kunne kongen og ikke mindst admiral Niels Juel fryde sig over de første kort fra Jens Sørensens hånd. Det var kort i en hidtil ukendt kvalitet. Kortene var ikke blot flot tegnede. De var også meget nøjagtige.
Nu kunne Jens Sørensen give sig i kast med større opgaver. I 1690 skulle han opmåle en del af Jylland. Til lejligheden havde han fået fremstillet en speciel vogn. Hver gang hjulene havde drejet en omgang lød et klik. Da Jens Sørensen kendte omkredsen på sin hjul, kunne han nu beregne den tilbagelagte distance ved at gange antallet af klik med omkredsen på hjulet. Det var smart, og Jens Sørensen fik sejlet sin vogn til Skagen, hvor opmålingen skulle begynde.

Anklaget for mord

Den store måletur begyndte dog på en lidt anden måde end Jens Sørensen havde forventet. Han blev nemlig anklaget for mord! Han var kommet op at skændes med en lokal mand og havde slået ham med en læderrem for at få lov til at komme forbi. Et par dage efter døde manden, og sønnerne anklagede Jens Sørensen for mord.
Det syntes Jens Sørensen var noget overdrevet. Han havde trods alt kun slået manden, og det havde han vidner på. Han skrev derfor til kongen og fremlagde sin sag. Han ville nødigt afbryde sit arbejde på grund af sagen. Kongen var enig. Så længe Jens lovede at møde for retten, når han var færdig med at måle, var det i orden for kongen.
Jens slap for at blive dømt for mord, men han slap ikke for at blive dømt. Dog kun for vold. Han blev idømt en stor bøde. Det var den afdøde mands familie ikke tilfreds med. De ankede derfor dommen. Heller ikke denne gang lykkedes det at få Jens Sørensen dømt for mord, men bøden blev gjort større.
Dommen betød, at Jens Sørensen kunne fortsætte sit arbejde, og hele Danmark blev efterhånden kortlagt. Det havde hele tiden været Jens Sørensens ønske, at kortsamlingen skulle udgives som et samlet atlas over Danmark i stil med, hvad andre lande havde gjort. Det trak ud. Jens rykkede for en trykketilladelse, men fik den aldrig. Problemet var, at Jens ganske enkelt havde gjort sit arbejde for grundigt.

De hemmelige kort

Flåden, som havde været Jens Sørensens arbejdsgiver, ville ikke trykke kortene, så alle kunne have glæde af dem. Det var kun den danske flåde, der skulle vide, hvordan de danske farvande var indrettet med hensyn til dybde og undersøiske skær. Jens Sørensens kort blev derfor aldrig udgivet. Dermed opnåede hverken kort eller korttegner den berømmelse og anerkendelse, som de havde fortjent.
Da han senere rykkede kongen for et tilgodehavende, blev han oven i købet fyret. Da tingene samtidig begyndte at gå imod ham i Køge, besluttede han sig for at forlade byen. Han døde i 1723 i København, hvor han blev begravet i Holmens Kirke, hvor man stadig kan se en mindeplade over korttegneren.