Historien om en hemmelighed

Jeg vil fortælle Jer om noget, der skete i Køge for 250 år siden, og som stadig er en hemmelighed, for man ved ikke rigtig, hvad der egentlig skete. Når jeg har fortalt historien, vil jeg bagefter spørge jer, hvordan I tror, det gik til. Det kan godt være, den er lidt uhyggelig.

Det begyndte alt sammen en mørk eftermiddag i november 1742 ved 4-5 tiden. Det skete lige for enden af Nyportstræde ved den lille legeplads i Lovparken, som I sikkert kender. Her lå dengang et lille vandhul, en fiskedam. En dreng, der hed Bendix Nielsen, var blevet sendt ud på markerne lige uden for byen. Han skulle måske hente noget, han havde glemt. Eller se efter de dyr, der gik her.

Så pludselig mens han gik langs det lille vandhul, fik han øje på noget, en lille bylt, nede i vandet. Da han så nærmere efter, fandt han ud af, at det var et lille barn, der lå der i vandet. Det så ikke ud til, at barnet var levende. Så fik han øje på sin kammerat, møllerdrengen Jens Jensen, og de to drenge blev enige om at få fat i nogle voksne, der kunne finde ud af, hvad der skulle gøres.

Drengene skyndte sig altså at få fat på nogle voksne, og de gik ud til vanddammen og hentede barnet og bar det op på Rådhuset til byens borgmester. Det første borgmesteren gjorde var at bede byens læge, Jochum Karstin, om at undersøge barnet. Lægen fandt ud af, at det døde barn var næsten nyfødt og havde ligget der i vandet ca. 14 dage. Det var ikke til at sige, om det var et dødfødt barn, eller det var blevet dræbt efter fødslen.

Men hvorfor skulle nogen dog kunne finde på det, for en lille baby kunne da umuligt have gjort nogen noget ondt. Jo, dengang var man meget optaget af at leve efter de regler, som man mente, Gud havde givet for, hvordan mennesker skulle opføre sig. Blandt andet var det strengt forbudt at få børn, hvis man ikke var gift med hinanden. Det var der selvfølgelig mange, der alligevel fik, og de skulle så stå frem i Køge Kirke og sige undskyld til Gud og andre mennesker. Hvis man gjorde det flere gange, kunne man risikere at komme i fængsel.

Det var altså en stor skam, hvis en ung pige skulle have et barn, og hun ikke var gift. Derfor skete der somme tider det, at pigen tog livet af det nyfødte barn for at skjule sin forbrydelse. Eller det, man dengang kaldte for en forbrydelse.

Nå, men vi må tilbage til sagen. Lægen havde undersøgt det lille barn, og så måtte man jo prøve at finde ud af, hvem der kunne have kastet barnet i vandhullet. Borgmesteren i Køge bad byfogden i Store Heddinge om at lede undersøgelsen. Byfogden var en slags politibetjent.

Allerførst skulle barnet begraves, og da det skete, skrev præsten i kirkebogen, at han havde begravet et nyfødt pigebarn, der var fundet i Lovgraven. Man kaldte nemlig det lille vandhul for Lovgraven.

Nu spurgte man alle jordemødrene i byen, om de kendte noget til sagen. Nej, det gjorde de ikke. Men der gik mange rygter i byen Køge, efter at det var blevet kendt, hvad Bendix og hans kammerat havde fundet.

Joh, man mente nok, at der havde været noget med en pige, der hed Engel Thornberg, og som tjente hos Rasmus Hansen i kælderen under Oxehovedet på Torvet. Det var et værtshus på Torvet. Der gik også rygter om, at den fornemme ladefoged på Gammelkjøgegaard havde været forelsket i hende.

En af dem, der blev udspurgt, var en tjenestepige ved navn Sisse, og hun havde tjent sammen med Engel. De havde endda sovet i samme seng. Jo, Sisse mente nok, at Engel havde været lidt tyk foran på maven. Hun vidste dog ikke, om det bare var fordi, Engel havde spist lidt for meget eller hvad. Sisse mente også, at Engel havde set så bleg og sygelig ud. Og endelig så havde Engel flere nætter sovet med et rødt skørt på, som for at skjule noget. Skørtet var en lang ulden nederdel.

Der var også en anden kvinde, som blev udspurgt. Hun hed Karen Vognmands og boede i Nyportstræde. Det er den gade, der løber fra Torvet og til Lovparken. Hvad vidste hun? Jo, hun havde en tidlig morgen set Engel komme gående ude fra marken og ind mod Torvet gennem Nyportstræde. Hun kunne fortælle, at Engel havde set så træt og ulykkelig ud.

Rygterne og sladderen i byen kunne fortælle, at ladefogden på Gammelkjøgegaard havde været forelsket i Engel, men at han alligevel ikke ville have hende, fordi de skulle have et barn sammen uden at være blevet gift først.

Alle mennesker sagde til byfogden, der undersøgte sagen, at de kun fortalte noget, de havde hørt andre sige, og at de absolut intet vidste selv. Så det var jo svært.

Men hvad med Engel selv. Hvad havde hun at sige til sit forsvar? Hun skulle møde i retten tre måneder efter, at barnet blev fundet. Hun sagde, at hun ikke havde været med barn overhovedet. Når hun havde sovet med den uldne røde lange nederdel på, var det fordi, det var så koldt, og hun og Sisse havde sovet på gulvet. Hun forklarede også, at når hun gik ud og hjem ad Nyportstræde tidligt om morgenen, var det fordi hun skulle ud at malke sin herres ko.

Dengang var Køge by ikke så stor som nu. Den gik kun til Allégade. Nord for byen var der 7-8 store vindmøller med vinger, og herude lå der også marker, hvor byens borgere havde deres køer gående. Dengang havde man også dyr i gårdene inde i selve Køge by.

Nå, men Engels herre eller arbejdsgiver, Rasmus Hansen, havde ikke bemærket noget, og det havde hans kone heller ikke.

Til gengæld havde Karen Vognmands kone lagt mærke til, at Engel ikke havde haft en malkebøtte med sig, da hun kom gående gennem Nyportstræde, så det tydede jo ikke på, at hun havde været ude at malke sin herres ko.

Der var også en anden person, som havde set hende i marken. Det var Niels Olsen Møller fra en af møllerne uden for byporten. Han fortalte, at han var kommet gående ind mod byen, da han havde set Engel gå rundt ude i markerne, og han huskede, at hun havde set bleg og bekymret ud i ansigtet.

Ja, det var da sikkert rigtig nok, svarede Engel, for hendes herres ko var nemlig blevet væk, og det var den hun gik rundt og ledte efter. Hun var ked af, at hun ikke kunne finde den, så det var da ikke så underligt, at hun så trist ud. Det var også derfor, hun ikke havde haft sin malkebøtte med sig.

Til sidst erklærede Engel, at hun var helt uskyldig og ikke havde begået den forbrydelse, som hun blev mistænkt for.

Byfogden havde nu gjort, hvad han kunne for at opklare sagen. Han mente ikke, der var klare beviser for, at Engel havde født barnet og efterladt det i vanddammen, så han anbefalede, at man lod sagen falde og afsluttede den som uopklaret. Hvem der var den skyldige, vil vi aldrig nogen sinde få at vide. Det er og forbliver en hemmelighed.

Hvis vi vil prøve at gætte, kan vi forestille os, at Engel og den fine ladefoged har været forelsket i hinanden, og at de skulle have et barn sammen. Men fordi de ikke var gift med hinanden, har ladefogden alligevel ikke villet have hende. Så har Engel forsøgt at skjule det, og har født sit barn alene ude på markerne uden for byen og ladet det ligge i vanddammen. Det kunne dengang være en sidste udvej for sådan en pige. For os i dag er det ikke til at forstå, men det fortæller os, at mennesker på nogle områder har tænkt helt anderledes i gamle dage.

Vi ved ikke, hvad der skete med Engel bagefter. Hun blev ikke gift med den fine ladefoged på Gammelkjøgegaard, så vidt vi kan se. Hun er sikkert rejst fra byen, for at blive fri for at høre mere på de anklager, som hun mente, hun var uskyldig i.

Der er sikkert mange flere hemmeligheder fra Køge i gamle dage. I har nu hørt en af dem. Hvordan tror I, det var gået til? Tror I på Engels forklaring?

Genfortalt af Birte Broch for en gruppe børn på grundlag af en artikel i Køge Studier 2000: Et uopklaret barnemord i Køge 1742, skrevet af Thyge Krogh.