Politisk uro på Køge Torv

Da Grundloven var ny

Af arkivleder Birte Broch
Lokalarkiverne i Køge Kommune

Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 kan i år (1999) fejre sit 150 års jubilæum. Med vedtagelsen af den første danske grundlov var den enevældige styreform endegyldigt forbi, og folkestyret indført som princip. Befolkningen skulle nu have indflydelse på landets styre, og der blev med Grundloven vedtaget en række personlige, politiske og religiøse frihedsrettigheder.

Folkestyrets fødsel betød ikke, at alle indbyggere i landet nu fik medbestemmelse, selv om forfatningen dengang blev anset for at være temmelig vidtgående i udbredel­sen af de demokratiske rettigheder.

For at opnå stemmeret til Folketinget skulle man have indfødsret, være fyldt 30 år, være en mand, uberygtet, have boet et år i valgkredsen, have egen husstand og ikke have modtaget fattighjælp. Derimod kunne man blive valgt ind i Folketinget, hvis man var fyldt 25 år og desuden opfyldte alle de øvrige nævnte kriterier.

Disse krav udelukkede bl.a. alle kvinder, de fleste tjene­stefolk og de fattigste. Først i 1915 fik kvinder og tjenestefolk valgret.

Rigsdagens andet kammer, Landstinget, havde samme vælger­korps som Folketinget, men det var noget vanskeligere at blive valgt ind. Det krævede, at man(d) var 40 år, havde valgret og betalte en vis skat eller havde en vis årlig indkomst. Lands­tinget skulle med andre ord udgøre det konservative element i beslutningsprocessen.

De første valg

Lad os se på de første to valg til Folketinget i Køgekredsen, som dengang dækkede Køge Købstad og Landdistrikt, Højelse, Ølsemagle samt ti andre landsogne nord og vest for købstaden.

Når der var valg, samledes alle interesserede vælgere på Køge Torv, hvor valget blev afgjort på stedet. Det var et stort antal mennesker, der en sådan dag måtte begive sig til købsta­den, hvis de ville gøre deres indflydelse gældende. For ek­sempel var der i 1852 samlet i alt 1009 vælgere, der afgav deres stemme.

Ved valget i 1849 var der kun opstillet en kandidat. Det var den 32-årige professor i jura ved Københavns Universitet, A.F. Krieger, der havde været kredsens repræsentant i Den grundlovgivende Rigsforsamling. Han havde spillet en frem­trædende rolle under udarbejdelsen af Grundloven.

I 1849 blev han genvalgt ved kåring på Køge Torv, dvs. at et flertal af de tilstedeværende rakte hånden op og stemte på ham. Det var således ikke nødvendigt at skride til navnlig afstemning, dvs. skriftlig men ikke hemmelig afstemning, som kunne kræves, hvis man var utilfreds med kåringen.

Kriegers fald i Køge

Så let gik det ikke ved valget i 1852, hvor resultatet fra Køgekredsen vakte stærk opsigt over hele landet. Det var et af flere eksempler på, hvilke overraskelser, den udvidede valgret kunne medføre. Respekterede og vidende kandidater blev vraget til fordel for ukendte bønder, hvilket fik navnlig købstads­kredse og nationalliberale til at beskylde Bondevenne­selskabet, den tids venstre, for at ville indføre et bonderegi­mente.

Ved valget i 1852 havde der nemlig meldt sig en mod­kandi­dat, arvefæstegård­mand Peder Hansen fra Snoldelev-Hastrup. Han var tilknyttet Bondevenneselskabet, der dog ikke direkte opfor­drede til at vælte Krieger. Resultatet blev dog, at Krieger tabte valget, og Peder Hansen blev valgt ind i Folketinget. Nederlaget gjorde Kriegers tilhængere så rasende, at de ville prygle Peder Hansen, der måtte hjælpes ud af byen gennem C.F. Petersens gård og ud over tømmerpladsen til Gammelkøge. Politimesteren måtte tre gange opfordre til orden i lovens navn, før balladen drev over. Forinden nåede købmand C.F. Petersen dog at få slået et par ruder ud i sin butik.

Peder Hansen blev af Kriegers tilhængere kaldt et fæho­ved, et nul og en af de mindst begavede personer, der nogen sinde havde siddet i det danske Folketing. Han forblev medlem indtil december 1854, men gjorde ikke noget særligt væsen af sig.

Stort set alle vælgerne i Køge Købstad og Landdistrikt havde stemt på Krieger, men det var ikke tilstrækkeligt til en sejr, da han led nederlag i kredsens landsogne.

Nederlaget skyldtes spørgsmålet om fæstegodsets overgang til selveje, som var et af tidens mest brændende politiske emner. Skulle selveje indføres ved en tvangslov eller skulle man gennem forskellige foranstaltninger lette en frivillig overgang. Krieger havde stemt imod en lov om tvungen overgang, hvilket havde gjort ham så upopulær blandt bønderne, at han måtte indkassere et nederlag. Senere blev han dog både minister flere gange og medlem af Landstinget.

Køge har således fra folkestyrets første år markeret sig i det politiske billede med kendte profiler og engagerede vælgere.

Hvis man vil vide mere om folkestyrets fødsel i Køge, kan man læse i Køge Studier 1998, der er et særnummer i anledning af Grundlovsjubilæet i 1999. Særnummeret er skrevet af arkivleder Birte Broch. Det kan lånes på biblioteket.