Terre

Terre er et spil, der også spilles i vor tid. Det er let at lave eller få fat i, og reglerne kan udvides. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Til spillet skal bruges 5 brikker, der er nogenlunde lige store. De skal være så store, at de er lette at få fat på; men de må ikke være så store, at man ikke kan have alle i hånden på en gang.

I middelalderen havde de rige brikker af marmor, elfenben eller andre fint lavede brikker. Børnene havde ofte brikker af dyreknogler eller sten i en passende størrelse. Dyreknoglerne var ofte “rulleknogler”. Det er de små knogler, der sidder i dyrets fod mellem mellem hælen og tæerne. Haleknoglerne fra okser og andre store dyr kan bruges. Ligeledes kan balancesten (øresten) fra for eksempel torsk bruges

  1. Find en lille gren med en diameter på 1-1,5 cm.
  2. Sav fem stykker af på samme længde som grenens tykkelse
  3. Slib kanterne med sandpapir, så de bliver rare at holde på.
  4. Hvis du ikke kan skaffe andet, kan du altid finde fem nogenlunde lige store sten med en diameter på 12 – 15 mm.

Regler for Terre:

Alt terrespil består af forskellige kast og greb

Første runde

Første terre:
Læg de fire af brikkerne med en afstand på cirka 10 cm på en bordplade eller lignende. Tag den sidste brik i hånden. Kast den brik, du har i hånden, op i luften. Mens den er i luften, skal du samle en af de andre brikker op så hurtigt, at du kan nå at gribe den flyvende brik, inden den rammer bordet.

Læg en af de to brikker du har i hånden et sted på bordet. Kast den brik, du har i hånden op i luften. Mens den er i luften, skal du samle en af de resterende tre brikker op. Bliv sådan ved til du har taget alle fire brikker.

Hvis et kast mislykkes, er du ude, og det er din modspillers tur.

Anden terre
Læg to gange to brikker på bordet med lidt indbyrdes afstand. Mens den femte brik er i luften, skal du samle to brikker op – bagefter de andre to brikker.

Tredje terre
Læg tre af brikkerne tæt sammen på bordet. Mens den kastede brik er i luften, skal du samle alle tre brikker op.

Fjerde terre
Læg de fire brikker tæt sammen på bordet. Mens den kastede brik er i luften, skal du samle alle fire brikker op.

Anden runde

Femte terre
Kast en brik op i luften. Når den kommer ned, skal du “gribe” den med bagsiden af hånden. Hvis det lykkes, kaster du med bagsiden af hånden brikken op i luften igen, og så skal du gribe den rigtigt, når den kommer ned igen.

Sjette terre
Kast to brikker op i luften. Når de kommer ned igen, skal du “gribe”dem med bagsiden af hånden. Hvis det lykkes, skal du med bagsiden af hånden kaste dem op i luften igen. Når de kommer ned igen, skal du gribe dem rigtigt.

Syvende terre
Som sjette terre, men med tre brikker.

Ottende terre:
Som sjette terre, men med fire brikker