Artikler · juli 8, 2021 0

Historie: Krigene under Christian den 4.

Da Christian 4. i 1648 blev stedt til hvile i Roskilde Domkirke havde den danske konge haft et langt og begivenhedsrigt liv. Den i dag så populære konge havde en regeringstid mere end 59 år, og topper således listen over længste regeringstid af alle danske konger.

I dag står Christian 4. som en fremtrædende monark i kongerækken, hvilket ikke mindst skyldes den lange regeringsperiode, og de mange bygninger – primært i København – som kongen lod opføre. Sandheden er dog, at regeringsperioden også bød på en lang række nederlag, og datidens holdning til den danske konge var næppe lige så rosenrød, som den fremstilles i dag. Men det er som altid eftertiden der afgør hvordan historien skal skrives. Er du historieinteresseret, så kan du finde flere historiske artikler her.

Christian 4. blev født den 12. april 1577 og fungerede som konge af Danmark og Norge fra 1588 til sin død i 1648. Som søn af Frederik 2. og dronning Sophie af Mecklenburg, voksede den unge Christian op til at blive konge – en position som han indtog allerede som 19-årig. Et af hans største ønsker var at gøre Danmark-Norge til en regulær magtfaktor i Nordeuropa, hvilket betød en konstant rivalisering med svenskerne.

Kalmarkrigen

Sverige havde trukket sig ud af Kalmarunionen i 1523, og de svenske naboer var i fuld gang med en eksplosiv ekspansion. Det huede bestemt ikke den danske konge, som gik i gang med at udbygge den danske flåde. Han forsøgte også at få de bedste ud af sin bondehær under Kalmarkrigen 1611-13, men måtte erkende, at den militære styrke ikke var til at indtage Sverige på ny.

Selv med dyrt betalte lejesoldater var styrkeforholdet mellem de to lande meget jævnbyrdigt. Danskerne fik dog erobret byen Kalmar og fæstningen Älvsborg ved Göta-elvens udmunding, og svenskerne blev tvunget til at betale krigsskadeserstatning på en million daler. På papiret havde Danmark sejret, men magtbalancen var ikke for alvor blevet rykket.

Trediveårskrigen

Det var dog indblandingen i Trediveårskrigen, der kom til at få varige konsekvenser for det danske rige. Selvom rigsrådet afviste, at Danmark skulle gå ind i den centraleuropæiske religionskrig, var det kongens ønske at vise de danske faner. Gennem titlen som hertug af Holsten kunne han dog undslippe rigsrådets retningslinjer, og drog i krig som øverstkommanderende for de holstenske tropper.

Hele hæren blev dog så godt som udslettet under Slaget ved Lutter am Barenberg, og året efter invaderede den tysk-romerske kejser i stedet Jylland i et opfattende gengældelsesangreb. Heldigvis lykkedes det at få en fredsaftale på plads, hvor Christian 4. måtte love aldrig igen at blande sig i tyske anliggender.

Torstensonkrigen og Horns krig

Den tredje krigskampagne under Christian 4. blev også kongens sidste. I 1643 rykkede de svenske feltmarskaler Lennart Torstenson og Gustav Horn ind i henholdsvis Jylland og Skåne. Uden krigserklæring tog de Danmark på sengen, og knibetangsmanøvren blev afgørende for krigens senere udvikling.

Søslaget på Kolberger Heide 1. juli 1644 står i dag som et skelsættende øjeblik i Danmarkshistorien, hvilket ikke mindst skyldes Wilhelm Marstrands fantastiske maleri. I kampen mellem den danske og svenske flåde kom det til en direkte konfrontation, og her mistede den danske konge sit ene øje. Ved den efterfølgende fredsaftale måtte Danmark bl.a. afstå øerne Gotland og Øsel, hvilket betød at Sverige endegyldigt havde vundet magten over Østersøen.